Forvaltning giver guld

Det gør ingen forskel om det er bukkepremie-re eller ej. Calle har en næsten pedantisk til-gang til sin forvaltningsplan af råbukke. En forvaltningsplan, som de færreste ville klare at leve op til, når hundredvis af observationsti-mer er blevet spenderet med håndkikkert og en lidt for ung medaljebuk viser sig på premi-eremorgenen. At opretholde sin plan kræver meget is i maven, men giver i sidste ende resultater, som de fleste jægere knapt tør at drømme om.

Lær dine bukke at kende Calle bestemte sig for at arbejde med langsig-tet vildtforvaltning.

— "Det jeg er interesseret i, er at gå ud i skoven og se meget vildt. Jeg vil røre mig i en sund vildtbestand. Det er det, der giver mig noget. Derfor valgte jeg at satse på den langsigtede forvaltningstanke og begyndte især at interessere mig for bukkejagt."

Hver buk har sin egen historie og Calle har ofte fulgt hvert individ over flere år. Meget sjældent skyder han en buk bare fordi den er stor eller holder medaljeklasse, hvis han ikke tidligere har observeret den og bestemt sig for, at den er moden til at blive nedlagt. Visse af bukkene på væggen har han observeret over 200 gange, før de har været modne.

— "Så længe du skyder returbukke, kan du skyde så mange bukke du vil. Man må godt være hård og der er mange filosofier om forvaltning, men jeg skyder selv ingenting, hvis det ikke er en medalje, der har nået ret alder eller er en rigtig gammel medaljebuk. I nogle år skød jeg ingenting. Jeg observerede kun og lærte mine bukke på terrænet at kende."

Spøgelsesbukken udfordrer et jægerhjerte Der er dog én buk, der skiller sig ud fra de andre og som har drillet Calle i årenes løb. Denne specielle buk har fået epitetet ”Spøgelsesbukken” og bærer på en lang his-torie. En historie, der gennem årene blev mere dramatisk end ønsket for et jægerhjerte.

Første gang Calle så bukken, var den fem år og allerede der, uden tvivl, en guldmedalje – men stadig ung. Alt for ung til at han selv ville løfte riflen, trods den ædle værdi. I løbet af et par år fulgte Calle bukken og så, hvordan den voksede og udviklede sig til en stor medalje-buk, der vandt sit eget revir.

— "Efter mange indre diskussioner med mig selv kom jeg frem til, at han havde mere at give. Skyder jeg en guldbuk, der er 4-5 år gammel kan jeg være taknemmelig, men det giver mig egentlig ikke en stor glæde. Er han derimod 7-8 år gam-mel, så er det ægte glæde. Så jeg bestemte mig for at gemme ham."

Sporløst forsvundet I løbet af foråret og sommeren, da bukken var 6 år, var den cirka lige så stor, høj og flot i sprosserne som tidligere år, men nu også kraftigere. Sprosserne var begyndt at gå på retur og det var blevet tid til at prøve at få den.

Så i starten af juni var bukken pludselig væk. Den var væk hele efteråret, vinteren og året derpå. Den pludselige forsvinden var forvir-rende og bukken fik sit alias, Spøgelsesbukken. Calle spenderede hund-redvis af timer på at lede efter bukken, men den var ikke at finde nogen steder.

Spøgelsesbukken undviger — "Jeg var overbevist om at han var død. Så en dag i det tidlige forår, da jeg skulle ud og fodre, kommer jeg frem til foderpladsen og ser, at der står en kæmpe buk i bast. Jeg kunne kende ham med det samme. Han var i live!"

Det var den første og eneste observation af Spøgelsesbukken i næsten et år, for efter den dag forsvandt den igen. Mødet med bukken havde dog givet Calle nyt håb i form af en bekræftelse på at den var i live. Tiden gik og en dag i mitten af april, et par måneder efter mødet ved foderpladsen, bestemte Calle sig for at sætte sig ved en veksel på reviret og vente.

— ”Jeg sad ved vekslen og efter kun fem minutter så jeg et glimt af noget. Der kom han snigende. Jeg blev overlykkelig og forstod at han var tilba-ge i det rette område igen."

Kraftig retur Hvor bukken havde befundet sig de foregåen-de sæsoner, vidste den kun selv, men nu stod det klart, at den var tilbage i samme lille revir igen. Den havde tabt en del i størrelse og var på kraftig retur. Sprosserne var gået tilbage, den var mindre kraftig i toppen og massen var sunket ned mod rosenstokkene. Spøgelsesbukken var højeste prioritet at prøve at nedlægge under bukkepremieren. Planer blev smedet. Calle spenderede hund-redvis af forår- og sommertimer i skoven, for igen at lære bukkens vaner og bevægel-sesmønstre i reviret. PremierePremieremorgenen er rolig og luften står næsten stille. Med bukkekaldets umiskende-lige tone lader Calle morgenluften genlyde af råens kontaktråb, da en bevægelse i skovbry-net fanger hans opmærksomhed. Pludselig og helt uden advarsel, står der en buk i kan-ten af engen – ikke mere end halvtreds meter fra tårnet. Der råder ingen tvivl om, at det er den rette buk, da hele hans fremtoning giver en følelse af pondus og styrke, for ikke at nævne de umiskendeligt kraftige horn. Den rolige morgen er på et øjeblik overgået til en spænding, der er lige så intensiv og håndgri-belig, som kun de mest unikke jagtoplevelser kan være og som kun jægere kan forstå. Flere års venten, grundig rekognoscering og hundredvis timer af observation har ledt frem til dette øjeblik og nu er bukken med hjælp af lokkekaldet kommet inden for skudhold.

Langsomt løfter Calle riflen i position, da jægerens værste nemesis pludselig lægger sin kølende brise over nakken og i retning mod bukken. Calle reagerer lynhurtigt på den flygtigt forandrede situation og lægger skæf-tet mod kinden. Afstanden er ikke stor, men i samme øjeblik trådkorset placeres på bladet, når duftpartiklerne bukkens følsomme næse. Bukkens reaktion er umiddelbar og han ven-der på stedet.

Skuddets afgang er uundgåeligt Situationen er spændt og intensiv, da det, der ikke må ske, alligevel sker. I samme øjeblik Calle krummer fingeren om aftrækkeren kaster bukken sig. Alle jægere, der har ople-vet det, uanset mængden af rutine, føler med det samme, når noget går galt. Det handler om brøkdele af et sekund, hvor synsimpul-serne fra øjet ikke når at omdannes til nerve-signaler, der styrer musklerne. Fingeren krummes og skuddet går uundgåeligt.

En total tomhed indfinder sig og det antikli-maks, der opstår, fremkalder næsten en følelse af kvalme. En særlig grundig undersøgelse af skudstedet gennemføres og efter lang tids søgen af rutinerede sweiss-hundeførere, konstateres det, at skuddet er ramt forbi. Premieredagen fortsætter - dog med en stærk følelse af tomhed. Flere fine bukke kommer på besøg lokket af bukkekal-dets lyd, men får lov at passere i venten på den rette alder.

Gyldenbrun pels Mystikken omkring Spøgelsesbukken lever videre og nogle dage senere begyn-der det at gå mod sen eftermiddag, da Calle kommer gående langs kanten af en mark over en bakke. Gennem træernes løv ser han den gyldenbrune krop af et rådyr, der går og esser i en lysning ca. 400 m væk.

— ”Jeg kan med det samme se, at det er et kraftigt dyr og i kikkerten kan jeg se, at det er ham jeg har ledt efter. Pulsen begynder at slå med det samme!”

Calle kravler på alle fire langs med mar-ken igennem en ege-lund i retning mod bukken. Bukken står på en måtte af kløver og esser, mens Calle bevæger sig nærmere med aldrig så nøje udvalgte skridt. Han kommer frem til et tårn tæt på og kravler forsigtigt op. Bukken esser sig langsomt i retning mod tårnet mens den lavt stående sol kaster sit lys gen-nem løvet på egetræerne. Det er efter-middagens gode vejr, der efter en hel dags vedholdende regn, har lokket buk-ken ud af skovens ly.

På rystende ben På plads i tårnet venter Calle med høj puls og rutineret tålmodighed på at Spøgelsesbukken, der stadig esser roligt, skal vende bladet til. Mindet om forbieren lever stadig, da Calle omhyg-geligt lægger trådkorset til rette og afsikrer i takt med at den essende buk tager nogle skridt til siden og ekspone-rer bredsiden.

— ”Jeg har aldrig krammet et skud så længe og med det samme skuddet gik lagde han sig på stedet! Bagefter blev jeg siddende i tår-net et stykke tid og nød øjeblikket. Glæden var enorm! Jeg måtte lægge riflen fra mig og holde i stigen med begge hænder på vej ned fordi benene rystede.”

Ud af de mange medaljebukke, der hænger på Calles væg, kan Spøgelsesbukken være den, der har været observeret allermest gennem årene og den buk, der overlegent slår alle de andre bukke i mængden af tan-ker, planlægning og ikke mindst puls, når den gang efter gang er forsvundet, for så pludseligt at dukke op igen. Til sidst faldt alle brikkerne på plads og et af de fineste minder, både når det hand-ler om trofæ og jagtoplevelse, er blevet lagt til historiern.

Jaktia mod kræft