Lokkejagt på ræv

Lokkejagt på ræv

Af Jens Ulrik Høgh 

Jeg så den fra huset. Et rødt blink mellem de rimfrosne græstuer. Omkring 300 meter ude i kanten af vådområdet. Et hurtigt blik i kikkerten bekræftede observationen. Ræv – stor, flot og fuldpelset!

Jeg nærmest fløj ned til våbenskabet, greb riflen og fem patroner, inden jeg stak i et par gummistøvler og snuppede skydestokken på vejen ud. Jeg ladte op på vejen derned. Jeg kunne ikke se ræven men havde en anelse om, at den nok var på vej gennem til bevoksning mod skovbrynet i vest.

Omkring 100 meter fra et åbent græsstykke, hvor jeg håbede at kunne skabe en chance, satte jeg skydestokken op og lagde riflen til rette. Jeg stak hånden i jakkelommen efter rævekaldet, men fandt intet. Det var heller ikke i de andre lommer. Jeg ved ikke, om jeg blot tænkte det, eller om jeg viskede eller ligefrem sagde det højt. Jeg husker blot, at et andet ord for ”urin” faldt mig ind sammen med en masse udråbstegn.

Hvad man ikke har imellem ørerne, må man finde et andet sted, og der var helt enkelt for langt hjem til at overveje at løbe tilbage efter kaldet. Så jeg besluttede mig for at give den økologiske udgave et forsøg. Jeg kender til to metoder, som jeg igennem årene har anvendt, og det har fungeret fint på både europæiske ræve, en nordamerikansk coyote og adskillige sjakaler. Den ene er at klemme læberne sammen i en stram trutmund og suge luft ind med en højfrekvent pibende lyd, der optimalt set lyder som en livstræt rotte – vi kan eventuelt kalde metoden for ”hønserævs-tricket” (bare for at kalde den et eller andet, som er til at huske). Den anden er at kysse sin håndflade og suge luft ind med nogenlunde samme resultat.

Øko-lokkejagt

Jeg ved, hvor mine hænder har været, så jeg valgte hønserævs-tricket og begyndte at pibe hjerteskærende i 20-30 sekunder. Der var næsten fuldstændigt vindstille, og den smule bevægelse, der var i luften, bar fra skoven og mod mig, hvilket var intet mindre end perfekt, hvis ræven ellers var, hvor jeg håbede, at den var.

Jeg ventede 30-40 sekunder og gentog øvelsen. Ventede igen. Gentog igen. Pludselig så jeg noget rødt på en af de store sten i skovkanten. Jeg bukkede mig forsigtigt frem til riflen og forsøgte finde synet i kikkerten. Og ganske rigtigt; ræven var sprunget op på stenen og stirrede lige imod mig. Mit hjerte slog et ekstra slag, mens jeg hurtigt spændte riflen og lod aftrækkerfingeren smyge sig i stilling. Men netop som jeg mærkede det kolde stål imod pegefingerens blomme, så jeg Mikkel stryge ned i græsset i en smygende bevægelse. Jeg tog mig i endnu engang at tænke grimme tanker, men var dog nærværende nok til at fyre endnu en hønserævskoncert af.

En kort pause fulgte. Så endnu en gang gnaverjammer og ……. BINGO! Ræven trådte ud af det høje græs omkring 100 meter fremme. Det skulle den ikke have gjort. Riflen var både spændt og på plads. Bum sagde det, og 7 mm kobberkugle blev vekslet til en rævehale. Det viste sig at Mikkel var Mikkeline. Men det bedste var jagtoplevelsen. At overbevise et snu rovdyr om, at man er et enkelt måltid og på den vis kalde den ind på skudhold …. Der er og bliver en spændende jagt.

God grund til rævejagt

I nogle områder tager rævene mere end 50% af alle rålam. Det gør de, fordi de er ræve, de kan, og så har de brug for overraskende store mængder føde for at opfostre et kuld hvalpe. Mere end 1.000 kg dyr går der efter sigende til hvert eneste hvalpekuld. Ikke at der er noget galt i det, men det forklarer egentlig meget godt, hvorfor en målrettet indsats for at bringe rævebestanden ned resulterer i betydeligt mere vildt på reviret – og det gælder ikke kun råvildt men også harer og fuglevildt (især de jordrugende arter). Det er ikke for sjov, at det udløser øjeblikkelig dødsdom, hvis en ræv svømmer i land på øer og holme, hvor sjældne fugle har deres reder – også selv om det er langt uden for jagttiden (så bliver der hurtigt udfærdiget en dispensation til regulering).

Det handler ikke om at forsøge at udrydde rævene, men blot om at reducere deres antal og dermed kompensere en lille smule for den ekstra store bestand af ræve der er på grund af al den føde, som rævene finder i det moderne samfund i form af f.eks. affald og trafikdræbte dyr. Jeg skyder de ræve, jeg kan inden for sæsonen. Det gør naboerne også, og vi kan tydeligt se det på både hare- og råvildtbestanden. Det er vitterligt ikke raketvidenskab.

En aktiv jagtform

At nedlægge rævene på lokkejagt er både udfordrende og afsindigt spændende. De dygtige jægere, som samtidig har mulighed for at jage på store arealer, nedlægger i massevis hver vinter. Jeg kender en enkelt norsk jæger, som har rundet 100 ræve i flere sæsoner.

Jeg betragter lokkejagten som en form for omvendt pürschjagt, hvor jeg som tobenet jæger skal overbevise en snu firbenet jæger om, at jeg er en døende lille lækkerbisken med en højlydt sangstemme. Ræven er på jagt efter mig, indtil skuddet falder – men kun hvis jeg virkelig kan overbevise den om min alternative virkelighed. Jeg taber, hvis den får vind af mig, hvis den ser mig, eller hvis den hører noget som helst, som ikke passer ind i billedet. Ræve er snu. Jo ældre de er, jo mere snu er de. De lærer af deres fejl, og har de en gang oplevet, at nok gik galt med et bestemt kald, kan de være vanskelige at lokke med samme kald i lang tid efter.

På papiret er det ikke så vanskeligt. Man skal ”bare” lyde som rævemad i dødskamp. Der findes adskillige kald i handlen og det, som virker på ræve, virker som regel også på andre hundedyr i samme størrelsesorden. F.eks. vil et coyotekald ofte virke på ræv og om omvendt. Jeg foretrækker at have to kald indenfor rækkevidde. Et højlydt rovdyrkald som kan høres meget langt væk og en langt mere diskret musepibe, som kan bruges tættere på. Sidstnævnte kan ofte erstattes af førnævnte øko-metoder – eller af to stykker flamingo, som gnides imod hinanden.

Hvordan gør man?

Man kan lokke med både riffel og hagl. Sidstnævnte er klart den største udfordring, eftersom de maksimale skudhold er så meget kortere. Jeg har altid riflen med på lokkejagt.

Man kan sagtens bedrive lokkejagt fra en stige eller et tårn, som forbedrer både oversigten og kuglefanget i forhold til at sidde på jorden. Selv foretrækker jeg dog en mere aktiv jagtform, hvor jeg går fra plads til plads og prøver lykken. Sker der ikke noget inden for et kvarter eller 20 minutter, går jeg til næste plads. Er der ræv i nærheden, ser man den ofte inden for de første minutter. En gang imellem kommer de ligefrem løbende i galop imod jægeren.

Vinden er vigtig – uanset hvor svag den er. Ræven er væk i samme øjeblik, den får vind af jægeren. Mange rævejægere sværger desuden til avanceret camouflage og jager nærmest i ghillie-suits. Selv tror jeg mere på at stå eller sidde stille – men af og til har jeg alligevel camouflage på ud fra en betragtning om, at det umuligt kan skade.

De sidste par år har jeg med succes brugt et rovdyrkald, som jeg har fået af Kristoffer Clausen som er blevet noget af en virtuos, når det kommer til at lokke ræve. Det skriggule kald frembringer en afskyelig jammerklage, som bringer en medlidende tåre frem i øjenkrogen, hvis man overdriver det. Min oplevelse er, at det har nogenlunde samme effekt på ræve (og sjakaler), som Thomas Helmigs sukkersøde popmusik havde på gymnasiepiger i de sene 1980’ere. Det kan høres meget langt væk, det lyder skrækkeligt, og de lokkede får en uimodståelig trang til at komme nærmere.

Der findes dog masser af andre kald, og det er jo nok sådan, at man helt enkelt sværger til det, man har haft en række succesoplevelser med. Der er ingen grund til at ændre en tilgang, der virker – det kan sagtens være, at andre kald virker bedre for dig.

En voksende nicheinteresse

Flere og flere jægere specialiserer sig i lokkejagt på ræv. Det er både udfordrende, spændende, billigt og relativt let at komme til. Det er de færreste konsortier, som har begrænsninger på ræve, og jeg kender adskillige jægere – unge som gamle – der har stående invitationer til rævejagt på mange forskellige revirer. Desuden er sæsonen lang, og lokkejagt virker året rundt på rævene.

Knæk og bræk. Du bliver bidt af det!